Billedskabning har været min udtryksform hele mit liv. Det var en slags overløbsventil for mig, da jeg var barn og havde brug for en anden virkelighed, da jeg som ung havde brug for en dagdrøm, og siden som voksen, når jeg havde brug for alenehed og reflektion. Nu er det blevet en nødvendighed; en del af det som er ”mig”.

​

Før jeg nåede hertil var jeg karrieremenneske; men jeg fandt aldrig rigtig min plads.

​

Først da jeg  fandt jeg mod til at konfrontere mig selv med de vanskelige ting. De nære ting. Alt det som handler om hvordan vi relaterer os til hinanden, begyndte det at give mening. Ikke fordi jeg er god til det. Tværtimod. Netop fordi jeg synes det er vanskeligt, er det en evig udfordring. At sætte sig selv på spil, at turde fortsætte selvom grunden gynger.

Derfor giver det mig mening  at male. Her har jeg mulighed for at fokusere på, og formidle sider af livet som handler om de nære ting. 

​

​

​